Vores ture til Norge
(som man aldrig bliver træt af)
Vi har været i Norge mange gange, første gang i 1995, hvor vi tog turen op gennem Sverige til Nordkap i Norge og så ned gennem Norge.
Turen til Nordkap skriver jeg om efter denne tur.
Senere ture er foregået i 1996, 1997 og 2003 og senest i 2009. Har flere gange taget færgen fra Hirtshals til Larvik eller Kristiansand, men vi har også taget færgen fra Frederikshavn til Göteborg og så kørt op gennem Sverige til Norge. Når man kører i Norge, behøver man ikke bestille hytte hjemmefra. Enhver nordmand der ejer et lille stykke jord og med respekt for sig selv, sætter en eller flere hytter op og lejer dem ud! Vi har i hvert fald ikke haft svært ved at finde logi for natten. Man skal bare begynde at kigge efter logi hen på eftermiddagen og ikke vente til om aftenen. Det er dog ikke alle hytter der er lige fine, men vi skal jo også kun sove der en nat! Vi har på den måde været ude for lidt af hvert. Et sted var der ingen rindende vand, og derfor heller ikke “træk og slip” men et lille hus med hjerte i døren. Frisk vand var der dog i hytten i form af en 10-liters dunk. Man kan heller ikke regne med, at der er dyner og hovedpuder, så vi har altid vores sovepose og en lille pude med, og selvfølgelig betræk. Køleskab og kogemuligheder er der til gengæld altid, og lidt køkkenudstyr. I en af hytterne på vores tur til Nordkap i 1995, var der også et køleskab, men det larmede meget, hver gang det slukkede og tændte, så det kneb med nattero. I samme hytte var der også een sengelampe ved en af køjerne, men den var til gengæld MEGET stor, så det var helt komisk.
Den tur jeg vil skrive lidt om er fra 2009, fordi det er først her, jeg har digitale billeder. (Og hva’ koster det? absolut total dkr. 11.500 – 10 dage – for 3 pers.)
Det er turen, hvor vi ville op til den meget charmerende Atlanterhavsveien, som er et lille stykke vej mellem / over en del småøer og broer syd for Kristiansund.
Her er to kortlink til vores tur: Larvik – Kristiansund og Kristiansund – Larvik
I 2009 var Atlanterhavstunnelen ved at blive bygget, men ikke færdig så vi måtte tage færgen fra Bremsnes til Kristiansund.
I juli måned blomstrede mjødurten langs mange af vejene. Det så kønt ud!
Vi fandt Kong Olafs Kilde, som ligger ved den lille by Bagn, ca. 94 km fra Hønefoss, hvor vej E16 begynder. Kør først mod centrum i Bagn og derefter mod Tonsåsen ca. 5 km, tag vejen Leirskogvegen yderligere 1 km. Skriften på stenen fortæller:
Gjør her honør ??? for den som er vor gjest her for da vid at ved din fod du staar for Olafs kildeflod. Her red Kong Olaf med sin ? han stak sit spyd under stenen der sprudlet kilden af dybet hen hæren drak – han selv med den. Og same aften han holdt et slag og sees pilen den dag idag på Breidablik i dets fylking lag. Hver som i tro af vandet her drikker blir sterk og sund ver derpaa sikker.
Derefter fandt vi en hytte i Aurdal (den venstre halvdel) – og som det kan ses, var det en af de bedre!
Ligesom i Danmark er der vejsalg, dog ikke så meget med frugt og grønt, men her med gedekød! Og man møder også gederne på vejen.
Så nærmer vi os Geiranger fra syd. Geiranger ligger i bunden af Storfjorden, som starter syd for Ålesund. Det er et meget flot sted, og noget man ikke må snyde sig selv for, hvis man er på de kanter. Der er mange hårnålesving før man er nede, og lige så mange på nordsiden for at komme op igen. Når man kører i det “åbne land” i Norge, er der ikke så mange veje at vælge imellem. Det er selvfølgelig på grund af bjergene.
Sidste billede herover er set fra vores hytte på campingpladsen til vejen mod nord, som hedder Ørnesvingen. Hårnålesvingene ses tydeligt. Vejen er åbnet i 1954 og har 11 sving med radius ca. 13 meter, største stigning 1:10.
Inden vi forlader Geiranger, sejler vi en tur ud og ser vandfaldene De Syv Søstre. Og så kører vi mod nord. Her er der en udsigtsplatform.
Læg mærke til det store skib midt i fjorden. Det er en luksusliner. Da skibet forlod byen, tudede det tre gange. Det lød vældig højt mellem bjergene, og må være irriterende for de fastboende! Skibet ankommer dagligt. Det er muligt for turisterne på luksuslineren at komme på en bustur. Så bliver de sejlet ind i en lille lukket båd.
Efter at have taget færgen fra Eidsdal til Linge og kørt ca. 20 km holdt vi en pause ved Gudbrandsjuvet. Der bliver gjort meget for turisterne i Norge. Her ved Gudbrandsbru / Gudbrandsjuvet, er der bygget gangbroer ud over vandet, så man kan kigge ned.
Vi kørte videre yderligere 20 km. så var vi ved Trollstigen. Det er endnu en nedstigning med meget skarpe drejninger og 11 hårnålesving. Men det er svært at vise på billeder, de viser alligevel ikke rigtig, hvordan der ser ud, fordi det er så storslået.
Vi ville gerne have fundet logi i Åndalsnes, men på grund af stort spejderstævne var alt optaget, så vi måtte videre, og derfor blev det lidt sent, før vi fandt en hytte på den anden side af Romsdalsfjorden i Torvik, som i hvert fald ikke var noget at skrive hjem om. Det tager vi så med som en oplevelse!
Efter at have taget færgen fra Åfarnes til Sølsnes og kørt i Fannefjordtunnelen, som er 2740 meter – 101 meter under havet – gennem Molde og videre gennem Tussentunnelen eller Tustentunnelen til den yderste spids, fandt vi et logi i den lille by Bud. Det var ikke et helt almindeligt logi / hytte, men et helt hus! Det var nogle mennesker, som lejede deres hus ud, når de ikke selv var der. Det var i to etager og havde en sjov indretning, men hyggeligt.
Vi tog to overnatninger i huset, for vi skulle jo køre på Atlanterhavsveien på vej til Kristiansund og så retur. Vejret var ikke helt med os, det var meget diset så billederne blev ikke så gode, men det var en flot vej. Broerne slynger sig flere steder opad samtidig med at de drejer. Meget specielt! Der var en del små parkeringspladser, hvor der holdt biler. Folk var ude at fiske! Som sagt måtte vi tage færgen fra Bremsnes til Kristiansund og retur, fordi Atlanterhavstunnelen ikke var helt færdig. Den blev først åbnet et halvt år senere.
I Kristiansund købte jeg klipfisk, som vi dog først spiste, da vi var kommet hjem til Danmark. Vi var i byen et par timer og tog så færgen retur. Nu blev det tid til at vende næsen hjemad. Vi forlod Bud og kørte igen gennem Tussentunnelen, som er 2840 meter lang og koster 15 kr. og derefter tog vi færgen fra Molde til Vestnes, som var en længere sejltur end de andre færger, vi havde benyttet. Til alle de færger vi sejlede med, havde vi ingen billetter bestilt, men kørte bare ind i køen til næste afgang. Der var aldrig ret lang ventetid. Her holder vi i kø til en af de utallige færger, vi sejlede med.
Vejret var stadig meget diset, men det kom der nogle meget specielle billeder ud af.
Næste stop blev Ålesund. Og derefter til den næste færge fra Sulesund til Hareid.
Nede i Eiksundtunnelen var der sket en ulykke den 28. juni, hvor fem unge mennesker mistede livet, derfor var der sat fartbegrænsning på 50 km. Men det var nu umuligt at køre så langsomt med den meget stejle nedadgående vej. Tunnelen er 7755 meter lang og går 287 meter ned, som gør den til verdens dybeste undersøiske tunnel. Den blev åbnet i februar 2008. Efter små 3 km kørte vi gennem Helgehorntunnelen på 1,3 km, så kørte vi ca. 1 km og så gennem Morkaåstunnelen på 700 meter.
Logi fandt vi bag ved Ørsta Camping.
Næste etape var at nå Sogndal. Vi tog igen en færge fra Volda til Folkestad og igen fra Lote til Anda. Vi kom forbi Eidsfossen med et fald på 32 meter. Eidsfossen har også en laksetrappe, som er en af Europas største.
På vores tur videre mod Sogndal, så vi dette bjerg. Vi blev enige om at det lige netop er sådan man tegner et bjerg!
Her nåede vi til Bøyabreen, som ligger lige efter, at man kommer ud af Fjærlandstunnelen på 6390 meter.
Ca. 9 km længere fremme kørte vi gennem Bergstunnelen på 2590 meter og så efter 850 meter igen en tunnel. Frudalstunnelen på 6750 meter. Fra Sogndal tog vi vej 55 mod Lom. Vi ville se Urnes Stavkirke. Det er den ældste stavkirke i Norge og står på UNESCO’s liste over kulturskatte.
For at komme til kirken kørte vi ad vej 55 ca. 14 km. og så mod den lille “by” Solvorn. Herfra sejler en færge over til den anden side af Lustrafjorden til Ornes, hvor kirken ligger højt oppe. Den var meget spændende, men noget af den var indhyllet, på grund af restaurering. Den ene ydervæg var flot dekoreret med træskære arbejde, og motivet er på den norske 50 øre.
Vi fandt ingen logi i Sogndal, men måtte køre ud til Leikanger, hvor der var plads på et motel.
Næste dag kørte vi mod færgen fra Mannheller til Fodnes og ca. 15 km herfra kørte vi så gennem Lærdalstunnelen, som er verdens længste vejtunnel på 24,5 km. bygget fra 1995 til 2000 og åbnet i november 2000. Det tager en lille halv time, hvor man bare kører i en tunnel! Helt ufatteligt. Der var mange “jetmotorer” altså udluftningsmaskiner.
Ca 14 km efter Lærdalstunnelen og et utal af små tunneler er vi næsten oppe gennem mange hårnålesving. Der er en rasteplads, og her holder vi en længere spisepause og ser ud over Vassbygdevatnet. Der er så flot, og vejret er også fint.
Vi kørte herefter mod Hol og så mod Geilo. Det blev til 90 km, før vi stod i Geilo. Men der var ingen logi, så vi fortsatter mod syd ad vej 40 omkring 100 km, til Holman Camping, hvor der var en hytte. Den lå ved en sø, så der var mange myg, hvilket vi ikke har været plaget af ret tit i Norge. Det er ellers det, man hører folk sige, når man fortæller, at man kan lide ferie i Norge, “Ja, men der er da mange myg”. Og det var der altså her! Og hytten var heller ikke noget at skrive hjem om.
Det var så sidste overnatning. Herfra gik det til Larvik og færgen til Danmark.
Så kommer turen til Nordkap.
Den foregik i 1995. Det er længe siden, og grunden til at jeg ikke har kunnet lægge billeder op er den simple, at vi ikke havde digital kamera dengang. Fotografering foregik med et analogt kamera, hvor der blev sat en 36-billeders film i – filmene blev så fremkaldt efter hjemkomst. Vi kunne således ikke se dem undervejs. Det blev til ca. 150 billeder. Det er først nu, jeg er kommet i tanke om, at de da bare kan digitaliseres! – ved at scanne dem ind og gemme dem som jpg.
Jeg husker ikke om det var meningen, at vi ville køre op og ned gennem Norge, men på grund af store oversvømmelser ved Lillehammer, kørte vi op gennem Sverige og ned gennem Norge. Det skulle så senere vise sig, at der også i Sverige var meget vand. Ingen af overnatningerne var bestilt hjemmefra, vi fandt dem undervejs. Det var længe før internettets tid og mobiltlf. – og det gik fint med at finde overnatning, enten en hytte på en campingplads, en privat hytte eller et vandrehjem.
Vi startede pinsemorgen 4. juni 1995. Kørte til Frederikshavn og tog færgen til Göteborg.
Så er vi klar til start med bilen pakket og med med bagagepose på taget.
Fra Göteborg fulgte vi vej E45 til Trollhättan, og her blev første overnatning på Hotel / vandrehjem. I Trollhättan er der mange sluser, fordi Göta Älv løber igennem. Der var også et sted, hvor slusen blev åbnet på et bestemt klokkeslæt, og så fossede vandet bare ud. Det så fantastisk ud, og blev kun foretaget for turismens skyld. Dagens total 361 km
Fra Trollhättan fulgte vi vej E45 op langs den store sø Vänern. Vi var lige inde i Karlstad for at handle lidt. Kørte derefter tilbage til vej E45 og holdt middagspause i Sunne på en rasteplads.
Middagspause ved Sunne rasteplads. Vi havde selv lille gasflaske, et par gryder og campingservice med, plus noget dåsemad.
Foto til højre: Langs vejen er der kun skov, meget høje fyrretræer med birketræer som underskov. Birken betragtes som ukrudt, den kommer alle vegne. Når et areal af fyrretræer fældes, skal der plantes nye, men man lader enkelte træer stå og planter så ind imellem. Det gjorde man i hvert fald dengang!
Små 100 km længere fremme – der hvor vej E45 krydser vej 62 – var der også her oversvømmelse på vejen, jeg husker ikke om vi måtte køre en omvej.
Vi ankom til Orsa Vandrehjem omkring kl. 17.
Dagens total 452 km.
Om aftenen kørte vi en tur til Helvetesfallet, med hængebro. Et flot vandfald, men besværligt at komme til.
Turen til Helvetesfallet blev 54 km.
Hængebroen over Helvetesfallet Orsa Vandrehjem
Orsa Vandrehjem var fint, det var kun 2 år gammelt. Her fik vi et 4-sengs rum med WC og håndvask. Husene i byerne havde ingen haver, som vi kender her i Danmark, kun et par blomsterkummer.
Vi kørte fra Orsa Vandrehjem kl. 8.35, og der var meget lidt trafik. Landevejen – stadig vej E45 – var fin, kørte 90/100 km/timen
Her gør vi holdt ved elven Ljusnan ved byen Sveg. Også her er der MEGET vand. Der er en som vinker til os fra den anden side.
Billeder herover: Middagspause ved Fåker lidt syd for Östersund. Kørte til Dorotea, hvor vi fandt en hytte på Bjørnens Camping. Det var navnet på Campingpladsen dengang, den her måske skiftet navn? Der var ingen betjening men et tlf.nr. som vi ringede til og fik hytte 20, nøglen lå under måtten. Hytte med bad/toilet, køkken, 2 rum med 2 køjer i hver, TV med parabolprogrammer.
Vi kørte en aftentur i området, og her kan man tydelig se vandstanden er meget høj. Tågedisen ligger et lille stykke over elven.
Dagens total 490 km.
Vi kørte videre mod nord på vej E45. Fik tanket benzin og bestilt rum på vandrehjemmet i Gällivare. Jeg husker ikke, hvordan vi fik bestilt dette rum, for vi havde ikke mobiltlf. på dette tidspunkt, men måske hjalp de os på tankstationen.
Da vi nåede til Storuman var der vejspærring p.g.a. at broen ved Blattnicksele var under vand. Vi fik lov at passere, og skulle så køre til højre ad en grusvej ved Sandsele, mod sydøst, indtil vi nåede Vindelgransele. Her kunne vi komme over Vindelëlven og så fortsætte mod nord til Blattnicksele. En omvej på ca. 100 km på grusvej med højst 40/50 km i timen. 2 steder på den strækning måtte vi køre igennem en masse vand på vejen.
Her er det første gang, men det er ingenting mod anden gang vi kørte gennem vand på vejen. Det har jeg desværre ingen billeder af. Men vi turde næsten ikke køre igennem. Heldigvis kom der en tysk bil, som bare kørte igennem uden betænkningstid, så det gjorde vi også! Man skal være indstillet på at der pludselig går en flok rener på vejen, så man kan ikke bare suse af sted. Vejen bugter sig jo hele tiden, og lige pludselig er de der bare.
Midt på eftermiddagen nåede vi Arvidsjaur. Her holdt vi en halv times frokostpause ved Lappstaden. Temperaturen var ca. 24 grader, men der var sne på bjergtoppene og kun i dalene var birketræerne sprunget ud. Der var ingen guide i ”Lappstaden”, så vi gik selv rundt. Lappstaden ligger ved Lappstadsgatan, som er en lille sidevej til Borgargaten. I begyndelsen af 1600-tallet skulle samerne kristnes og undervises i kristen lære. Samerne skulle besøge kirken et bestemt antal gange i løbet af et år. Men den pligt var svær at opfylde, fordi samerne er nomader og der var derfor langt til kirken. Derfor byggedes der kåter til overnatning. Alle kåterne er privatejede. Kåterne har ingen vinduer. De bruges stadig – i 1995! – til overnatning ved store kirkehøjtideligheder.