Her er mine bedste opskrifter – både bageops. og madops.
(De fleste opskrifter er ikke “opfundet” af mig selv, men bare nogen som jeg synes godt om. Måske har jeg ændret lidt på nogen af dem!) Jeg er ABSOLUT ingen ørn til at lave mad!
————————————————————————————————————
Violas brune kager:
187,5 gram smør, 125 gram sukker, 63 gram sirup, 2 gram stødt nelliker, 6 gram stødt kanel, 4 gram potaske (opløst i varmt vand), 37 gram groft hakkede mandler, 13 gram sukat, 13 gram pomeranskal, 250 gram mel.
Sirup, sukker, smør smeltes. Lad stå et øjeblik. Krydderierne i et ad gangen + mandler/pomeranskal/sukat. Til sidst, når massen er kold, mel. – Rulles til en pølse. Stilles koldt i mindst 6 timer. Skæres meget tynde på en brødmaskine. Bages ved 160 grader i ca 5 – 6 min.
Klik her for at printe opskriften
—————————–
Opskrift på kammerjunkere:
150 gram sukker og 1 æg piskes sammen.
80 gram meget blødt smør røres i
Bland 175 gram mel, 1½ teske vaniljesukker, 1½ teske bagepulver og ½ teske salt og rør det i.
Bland evt. lidt mere mel i og tril dejen i fingertykke pølser og stil dem i køleskabet natten over.
Skæres i ca. 1 cm tykke skiver og bages ved 175 grader i 10 – 15 min. Stil dem ikke for tæt, for de flyder lidt ud.
NB. Man kan godt “spare” lidt på smørret, for de er lidt for fede!
Klik her for at printe opskriften
——————————
Kold banansuppe:
4 æggeblommer (pasteuriseret), 4-5 spiseskefulde flormelis, korn af 1 stang vanilje, 4 dl mælk, ½ dl fløde, 3-4 bananer i skiver.
Æg, sukker og vanilje piskes sammen. Derefter hældes mælk og fløde i og til sidst bananskiverne.
Klik her for at printe opskriften
——————————
Franskbrød:
Jeg bruger en helt almindelig opskrift, og efter 1. hævning, hvor de bliver formet til franskbrød, lægger jeg dem til hævning tæt sammen på bageristen (ca. 10 cm i mellem). Herefter bliver de penslet med æg og drysset med birkes. Så sætter jeg en franskbrødsform på hver side, og så i ovnen.
(Billederne taler vist for sig selv)
——————————
Tomatsuppe:
85 gram løg i ringe, 600 gram skoldede og flåede tomater, 2 dl. vand, 1 tsk. timian, 3 tsk. grønsagsbouillon (Aldi har haft en i brunt glas med grøn skruelåg, men desværre ikke mere, så nu må vi finde en anden)
Løget svitses i lidt smør og de flåede og blendede tomater – inkl. væden – hældes i gryden. Vandet tilsættes, derefter timian og bouillon og det hele koger i ca. 20 min. Suppen blendes igen og hældes / presses gennem en sigte så tomatkerner mm sies fra.
Der laves en opbagning af ca. 10 gram smør og ca. 15 gram mel (alt efter hvor “tyk” man vil have suppen) og suppen kommes i lidt ad gangen mens der piskes. Til sidst smages suppen til med salt.
Den nemme måde at lave tomatsuppe på: Svits løgringene i en gryde, tilsæt tomaterne – gerne hele tomater, de behøver ikke at flås, og det må også gerne være frosne hele tomater. Kog vandet og tilsæt det sammen med bouillon og timian. Kog ca. 20 min. Blendes og presses derefter igennem en sigte. Lav en opbagning og hæld suppen i.
Til suppen kan man servere kogte nudler eller franskbrødstern. (Franskbrødstern er måske?? en sønderjysk opskrift, men det er ganske simpelt franskbrødsskiver skåret i tern og brunet i smør på en pande.)
NB. Jeg har selv et drivhus og høster mange tomater om sommeren. Vi kan ikke spise dem alle, så derfor bliver de skyllet og lagt i fryseren.
Klik her for at printe opskriften
——————————




