Route 66

Vores tur til USA på ROUTE 66

Vores tur på Route 66 i USA foregik fra 19. august til 9. sept. 2013. Vi var tre personer af sted, og fløj med SAS direkte til Chicago. Der havde vi booket hotellet med to overnatninger. Bilen var også lejet hjemmefra, og ligeledes havde vi booket tre overnatninger i San Francisco. De andre overnatninger fandt vi undervejs. Vi fløj også direkte fra San Francisco til København.

USA er et stort land, så der er selvfølgelig ting, som vi burde have set, men ikke nåede. Jeg kan kun sige, at det vi havde planlagt at få tid til, blev opfyldt.

(NB. alle billeder åbner i nyt vindue / på ny faneblad)

Klik her: Kortlinks til vores tur på Route 66 i USA  for at gå ned til rutekortene.

Hotellerne, som vi benyttede på vores tur kan ses ved at klikke her

Ja ALT er simpelthen større i Amerika.

  • Sengene er mega brede
  • Mange flere biler, og deriblandt mange firehjulstrækkere,
  • Mange flere spor på motorvejene – også de steder, hvor der ikke er meget trafik
  • Godstogene er længere – alm. med over 100 vogne, hvoraf utallige er med to containere ovenpå hinanden – og der er som regel et par lokomotiver forrest og måske et i midten eller bagerst
  • Lufthavnene er større og der er rigtig mange fly
  • Køerne ved paskontrollen i lufthavnene – regn med 3 timers ventetid
  • Jordbærrene er større, vi købte dem stykvis i San Francisco til 6 kr. stk. ja, vi købte altså kun 6 stk.
  • Kreaturer på marken, vi så et sted, hvor der var flere tusind, så langt man kunne se
  • Temperaturen er højere ikke under 26 grader i de tre uger
  • Madportionerne på restauranterne er mega store
  • Og så selvfølgelig skyskraberne, i Chicago var vi oppe i Willis Tower eller som det hed før Sears Tower. Der er 103 etager. 442 meter.

Generelle betragtninger:

  • Der er pænt rent på fortove og arealer omkring hoteller, indkøbscentre og restauranter.
  • Der er meget stor forskel mellem rig og fattig. Især i Las Vegas og San Francisco sad der mange og tiggede. Flere boede helt tydeligt på gaden, havde kun ganske få ejendele. Nogle lavede lidt gøgl for at tjene penge. Det er meget sørgeligt at være vidne til, for man kan intet gøre.
  • Amerikanerne – dem vi så på hotellerne – er tidlig oppe om morgenen, hurtig morgenmad, og så af sted.
  • I Bill Gates eget hjemland men regn ikke med at internetforbindelsen på hotellerne, fungerer tilfredsstillende, heller ikke selv om hotellet skriver det på deres hjemmeside. Vi var et par gange ude for at det ikke fungerede. Især i Furnace Creek Ranch, som ligger i Death Valley i Californien, der var der slet ingen forbindelse. (Vi var ret afhængige af internettet, fordi vi bestilte næste overnatning via nettet.) Og her virkede telefonen heller ikke.
  • Når man bestiller hotelværelse betales for rummet og ikke pr. person. Fordi vi var tre personer skulle vi have rum med to senge, enten queen- eller kingsize. Alle hoteller, i hvert fald dem vi har benyttet, har en ismaskine, hvor man gratis kan hente isterninger. Ikke alle hotellerne har køleskab, heller ikke selv om det er samme hotelkæde, man benytter. Så det er en god ide, at have en lille køletaske med, hvis man selv vil lave den kolde mad. Mælk kan købes i 2 liter plastflasker, som bagefter kan fyldes med isterninger og bruges som køleelement. Som regel er der en lille sød kaffemaskine og kaffe i små poser, der passer til et krus. Det eneste hotel hvor der hverken var det ene eller andet, var Luxor i Las Vegas. Det var faktisk det dårligste sted. Der var også meget lydt, vi kunne høre, når der gik nogen forbi ude på gangen. Der var også meget langt at gå fra parkeringen og op på værelset. Da det er et trestjernet hotel, kunne der i det mindste godt have været en bagagevogn, man kunne låne. Og Luxor internet virkede heller ikke optimalt, der var ikke Wi-Fi, det var kun kablet, og hver gang PCen havde været i dvale, skulle den genstartes før nettet virkede. Der var heller ikke morgenmad med i prisen, så det var en stor skuffelse, men selvfølgelig med 4.408 værelser kan det måske være svært at styre det med morgenmad. På grund af størrelsen var der også meget lang ventetid, da vi skulle have vores bestilte værelse tildelt.
  • På vejene inkl. motorvejene er der skiltet med, hvor hurtig man må køre, men tit, eksempelvis ved skoler og vejarbejde, er der fartnedsættelse men ingen ophævelse, som vi kender det. Det må man selv gætte sig til.
  • Noget mærkeligt er også, når man holder i et vejkryds, hvor alle fire veje har fuld stop. Hvem må køre først? det er nok den, der kom først hen til krydset, eller hvad?
  • Vi så flere skilte med “Forbudt at smide affald, bøde $ 1000” det kunne vi måske bruge her i landet!!
  • Der lå mange, mange, ja næsten hele tiden flænsede lastvogns-bildæk langs med motorvejene.
  • Amerikanerne må køre “pænt”, for der er ingen vejchikaner nogen steder, hverken i form af bump eller vejheller.
Her er vi oppe i Willis Tower i Chicago, hvor man kan gå ud på en glasplade og se lige ned. Prøv at klikke på billedet længst til højre, så kan det ses, at der står nogen ude på glaspladerne.

IMG_0801IMG_0796IMG_0809

Billeder fra Chicago, bemærk der er rent og pænt.

IMG_0775IMG_0812IMG_0837

Springvand / vandfald på Michigan Ave (Der løber vand ned langs siderne, som nok skal forestille hendes hår.) Ved ikke hvem det er, men det skifter af og til. Tryk på linket og vent et øjeblik.  Springvand 1    Springvand 2.
Metroen i Chicago ligger mange steder i 1. sals højde over gadeniveau, og larmer en hel del. Og tilmed kører de tit.  Klik her og hør. (Alle link åbner i YouTube)
Her begynder Route 66 ved Adams Street IMG_1790Billede herunder til venstre: Inden vi forlod Chicago var vi inde i Walmart, et stormagasin, hvor vi bl.a. købte tre campingstole. De var ikke ret dyre, 10 dollars pr. stk. (60 kr.) Dem brugte vi undervejs, ved vores mange små “pit stop.” Vi brugte dem også på nogle af hotellerne, for selv om der er plads til fire personer på værelset, er der som regel ikke flere end 1, højst 2 stole. Da vi forlod hotellet i San Francisco, forærede vi stolene til rengøringsdamen, som blev meget glad.
Billede til højre: Her holder vi en af vore mange pauser, hvor stolene gjorde gavn.
IMG_3495IMG_1876
Billede herunder til venstre: På første etape, efter at vi forlod Chicago, kørte vi på den rigtige Route 66 fra nord for Braidwood til Towanda, hvor vi kørte ind på vej 55. Til højre for os lå den gamle vej, som var blevet ubrugelig, men i stedet for at reparere eller omlægge den laver man bare en ny vej lige ved siden af. Der er jo plads nok! Den meget gamle vej lå der, og blev ikke brugt, men til trods for dette, var der ved hver sidevej opsat skilte som dette, og lige efter skiltet fortsatte den gamle vej. Der var mange skilte af den slags. Men hvorfor opsætte disse skilte, når ingen bruger vejen, der var helt tilgroet. Ikke engang som cykelsti kunne den bruges.
Billede til højre: Et kig ud gennem forruden, og som det kan ses ligger der tit en “servicevej”, som de kalder det, på begge sider af motorvejen.
IMG_0848IMG_1839
Vi holdt pause i Springfield, Illinois, for at få en Cozy Dog, en pølse på
en pind. En pølse inde i et majsbrød, som så bliver friturestegt. En specialitet som man bør smage sammen med en øl. (dog har øllen ikke ret meget med øl at gøre!) Øllen der er lavet på sukker, og er derfor meget sød.
IMG_0849IMG_0850IMG_0853IMG_0852
Det var et spændende lokale, med mange ting på væggene. En del materiale om Route 66 og selvfølgelig også souvenirs. Stedet er let at finde. Adressen er: Cozy Dog Drive In, 2935 South Sixth Street, Springfield, Illinois.
Den første køredag nåede vi til St. Louis og floden Mississippi. Vi har jo så tit hørt om Mississippi, så det var lidt underligt at stå der selv.
Først besøgte vi den gamle Route 66 bro. “Chain of Rocks Bridge” som den hedder. Den er lukket for bil kørsel, så man kan kun gå eller cykle over den.
IMG_1823IMG_1821IMG_1829
Den er meget speciel, fordi den laver et knæk på midten. Og fra Illinois side går det lidt op ad bakke et langt stykke ud på broen. Som det kan ses på planchen begynder broen på Illinois side et langt stykke inde på land.
Midt på broen stod denne gamle røde bil.

IMG_0895IMG_0896

IMG_0876IMG_0877
Idet Mississippi udgør grænsen mellem staterne Illinois og Missouri, er der opsat skilte, der hvor grænsen går. Bare synd at folk ikke kan lade være med at skrive på skiltene og den røde bil .
IMG_0906IMG_1835IMG_0901
De to første billeder herover: Vi står og ser på en hjuldamper, som vist ikke er en rigtig hjuldamper, idet hjulet ikke bevæger sig.
Billede til højre: Vi var også henne og se på “The Gateway Arch” eller på dansk  “Porten til Vesten” – det er en kæmpestor metalbue. Man kan også komme op i den, og i klart vejr kan man se næsten 50 km. væk, men vi var ikke oppe i buen. Det var måske en fejl, at vi ikke gjorde det!
Som sagt fulgte vi den gamle Route 66, der hvor det gav mening, hvor den ikke lå lige ved siden af motorvejen. Således kørte vi gennem Tulsa og videre gennem Sapulpa, hvor vi skulle køre ad “Ozark Trail”. I første omgang kørte vi forbi, der hvor vi skulle dreje til højre, men fandt så vejen. Den var mere eller mindre “ikke eksisterende”, og som det muligvis kan ses bag os, var den gamle bro lukket med en stor bunke sten midt på vejen i begge ender. Vi gik en tur over den, og kunne så se et par biler, som kørte over marken ved siden af, for at komme ind på vejen “Ozark Trail”. Det nummer ville vi ikke lave, men fortsatte på Dewey Ave.
IMG_0926IMG_0925
I Amarillo var vi selvfølgelig inde på Big Texan Steak Ranch og få en steak, dvs. ikke os alle tre. Jeg fik sparerib. Og sikke en! Ringene foran er friturestegt løgringe.
IMG_0946IMG_0945 24.08IMG_0947
Jeg kunne ikke spise op, og fik derfor en Doggybag, og så var der mad til næste dag til os alle tre! Lokalet var meget stemningsfyldt. Og som der står på tallerkenen, er steaken gratis, hvis man kan spise en på 72 oz. (ca. 2 kg.) Der er en række regler, som skal overholdes, hvis man vil prøve at spise den store steak. Bl.a. skal maden spises i løbet af een time. Måltidet består af: Rejecoctail, bagt kartoffel, salat, brød og smør og selvfølgelig den store steak. Servitricen fortalte, at der i gennemsnit er en person, som prøver hver dag, og at ca. 10% gennemfører. Der var levende musik, så det var hyggeligt.
Ved siden af restauranten var der et museum med en masse forskellige ting udstillet. Bl.a. var der en fotovæg med sære fotografier i rammer. Prøv og se Klik her.
IMG_1891IMG_1888
Ca. 15 mil fra hotellet i Amarillo, så vi pludselig en masse kreaturer mod syd. Lige efter var der heldigvis en afkørsel, så vi kunne komme over at se, hvad det var. Billederne taler vist for sig selv. Og de overlapper selvfølgelig hinanden, men der var MANGE kreaturer. Flere tusinde.
IMG_1893IMG_1894IMG_1895
Jeg har aldrig i mit liv set så mange kreaturer på et sted!
IMG_0964IMG_0971IMG_1994
Billede herover til venstre: Et kik ud af forruden viser, hvor øde der er, og vejen går lige ud, så langt man kan se.
Billede i midten: Så er vi nået til New Mexico, og har fået en time foræret p.g.a. tidszonen.
Billede til højre: Det er, hvad der kan ske, når vejen går lige ud så langt øjet rækker og man sidder på bagsædet!
Kort tid efter var vi inde på en tankstation for at tanke benzin, og det viste sig at der var et bilmuseum i tilknytning til butikken. Det var gratis at gå der ind, og det var meget interessant. Der var mange gamle bilmodeller, utrolig flot vedligeholdt, og et skilt fortalte “nok se, men ikke røre” –  “A classic car is like a man’s wife, look but DON’T touch. Thank you”. Vi tog ingen billeder desværre, men jeg har fundet deres hjemmeside, så klik her for at komme til Russells Truck & Travel Center. Det ligger ved Interstate 40, exit 369.
De næste billeder herunder viser, vores hotel i Albuquerque. Det var luksus!
IMG_1924IMG_1923IMG_0999
Som det kan ses, var der en lille stue med sofa, sofabord, køleskab, micro-ovn, TV og skrivebord. Længere inde døren til venstre til toilet og badekar og til højre håndvask. I sidste rum var sengene, og her var også TV. Fra den lille stue var der vindue ud til hotelgangen.
Vi tog 2 overnatninger, og det var dejligt at få et pusterum. På hviledagen tog vi en tur ned i centrum. Den gamle bydel var interessant, der var en masse små forretninger med indianerting. Men det, de kalder Downtown, var en stor skuffelse. Vi parkerede og gik en tur, men der var ingen forretninger eller noget at se, så vi har nok været det forkerte sted!
Inden vi kom til staten Arizona var vi inde og tanke benzin, og her havde de en masse af de forstenede træer liggende. Benzintanken “66 Pit Stop” ligger lidt uden for Albuquerque. Og næste seværdighed var de forstenede træer. Det var en afstikker mod syd på 29 mil, fra vej 40 ved exit 311 gennem Petrified Forest. Jeg var godt nok meget træt, så vi var lige ved at opgive, for vi skulle jo også tilbage igen, og vi havde ikke booket overnatning i Flagstaff, så vi måtte helst ikke komme for sent dertil. Så fik vi at vide, at vi fra “bunden” af afstikkeren gennem Petrified Forest kunne tage vej 180, som går skråt op til vej 40 i Holbrook. På den måde blev det kun ekstra 6 mil at køre. Og det gjorde vi så.
Billede herunder til venstre: Vi sidder på en forstenet træstamme uden for benzinstationen “66 Pit Stop” lidt udenfor Albuquerque.
Billede herunder til højre: Lige efter vi var kommet ind i Arizona – ved exit 359 – var der også nogle få indianer-souvenir kiosker, og her stod træstubbene af sten på en lang række.
IMG_1009IMG_1020
Når man kører ind gennem “porten” til Petrified Forest starter det med en ørken, hvor jorden er rød. De kalder det “Den malede ørken”.
IMG_2014IMG_1033IMG_2023
IMG_2040IMG_2034IMG_2019
Herover er der fire plancher på engelsk, som fortæller lidt om stedet.
IMG_1044IMG_1045
De forstenede træstubbe ligger spredt over et stort område. Som det fremgår af den ene planche, må man ikke tage noget med som souvenir, heller ikke bare et lille stykke!
Så er vi nået til Flagstaff, hvor vi på forhånd vidste, at vi ikke skulle vælge et hotel i nærheden af jernbanen. Togene tuder nemlig ofte på grund af jernbane- overskæringer, og det gør de også om natten. Vi fandt hotellet Springhill i den sydlige del af byen og tog igen to overnatninger, fordi vi ville en tur til Grand Canyon. Det er simpelthen et MUST, hvis man er på de kanter. Fra Flagstaff er der ca. 1½ times kørsel mod nord til Grand Canyon. Da vi var  der, regnede det en lille smule, men det var alligevel meget varmt. Vi fandt også stien, som fører ned til bunden, og gik et stykke ned ad den. Det tager lang tid at gå ned til bunden og op igen, man skal vist være i meget god form for at gøre det på en dag. Der er godt nok overnatningsmuligheder i bunden, men det skal vist forudbestilles i meget god tid.
IMG_1080 Grand Canyon 1IMG_1087 Grand Canyon 3IMG_1094 Grand Canyon 4IMG_1097 Grand Canyon 5IMG_1103 Grand Canyon 6IMG_1072 Grand Canyon 2
Fra Flagstaff gik turen videre til Las Vegas. Vi tog exit 123 ved Seligman, hvor vi gjorde holdt. Der er en del souvenir butikker, hvor man kan finde alt muligt med Route 66. Vi tror filmen Cars er optaget her, der er i hvert fald et par biler med øjne. Flere af bilerne, som er parkeret ved fortovskanten, holder der permanent, bl.a. den lyserøde bil, hvor Elvis sidder bagpå. Det var et sjovt sted.
IMG_2114IMG_2115IMG_2117IMG_2118IMG_2119
Efter Seligman fortsatte vi ad den gamle rute, som går lidt nordpå. Igen kørte vi på en strækning, som var meget ligeud og de store vidder til alle sider.
IMG_2122
Efter ca. 27-28 mil  –  ½ times kørsel var vi kommet til næste stop. Vi skulle se Grand Canyon Caverns. Det er nogle grotter 64 meter nede i jorden. Da vi kom dertil og købte en rundvisning, blev vi spurgt om nationalitet. Og sandelig om de ikke havde en seddel på dansk, hvor hele den guidede tur stod. Så kunne vi følge lidt bedre med. Og her vil jeg gerne henvise til René Frederiksens hjemmeside, som har mange informationer om hele USA. Under planlægningen af vores tur har vi brugt den flittigt. Klik her for at komme til Renés hjemmeside. Grunden til min henvisning til Renés hjemmeside er den, at den også er nævnt på den danske seddel vi fik udleveret!
Grotterne blev opdaget i 1927 af Walter Peck. Han troede der var guld dernede, og da han fandt ud af, at det ikke var tilfældet, sendte han de første betalende gæster ned i grotten. I starten blev folk hejst der ned med et reb. Siden blev der bygget en 18 meter lang svingbro og fra toppen af broen var der tre stiger på hver 4,5 meter, der forbandt grotten til en 89 meter lang, stejl trappe, som førte til overfladen. Nu om stunder foregår det selvfølgelig i elevator. Elevatoren blev etableret i starten af 1960er og det tog i alt 3 år med at etablere den. Grotterne har været tørre i mange tusinde år og der er ikke kommet nye formationer til siden. Der er holdt en række bryllupper i en af grotterne og bruden efterlader sin brudebuket, som bliver perfekt bevaret i det tørre, kølige miljø. Der er også indrettet et “hotelværelse” som er udstyret som et almindeligt hotelværelse. Man kan booke en overnatning her 65 meter under jordens overflade. I slutningen af 1950 fandt man knoglerne af et forhistorisk dovendyr, som har været uddød i mindst 11.000 år. Dyret faldt ned i den naturlige indgang til grotten for mellem 20.000 og 11.000 år siden. Arizonas Universitet byggede en kopi i fuld størrelse, som er udstillet i grotten. Der er kradsemærker i grotte væggen, hvor dovendyret – en hun – har prøvet at kæmpe sig vej ud. I et rum er der nødforsyninger til 2000 personer i 2 uger. Nødforsyningerne blev bragt ned i oktober 1962 under Cuba-krisen, og ligesom brudebuketterne er det perfekt bevaret. Ikke mere grotte historie, men tag den store rundvisning, hvis man er på de kanter! Klik her for at komme til grotternes hjemmeside.
Fra Grand Canyon Caverns går turen videre mod Hoover dæmningen over Colorado River, som udgør grænsen mellem staterne Arizona og Nevada. Vi fulgte Route 66 til Kingman, og så sagde vi farvel til den rute. Vi tog vej 93 mod nord og Hoover dæmningen.
Billederne herunder i øverste række:
Til venstre: Landskabet fra Kingman til Hoover Dam, er et helt andet. Det ligger højere og med små bjerge.
I midten: Broen, vi kørte over, inden vi tog exit 2 til Hoover Dam. Broen er set nede fra Hoover Dam, for når man kører på broen, kan man ikke se ned på dæmningen p.g.a. højt autoværn.
Til højre: Vi valgte at køre over dæmningen for at parkere, men inden vi nåede så langt, var vi blevet tjekket af sikkerhedsvagter. Det var gratis at parkere. Og vi gik tilbage over dæmningen. Det var utrolig varmt, og der var ikke ret meget skygge nogen steder. Billedet er taget af søen bag dæmningen. Søen er i virkeligheden den opstemte Colorado River.
Billederne i midterste række:
Til venstre: Da vi havde parkeret, gik vi forbi et skilt, som fortalte, at man ikke måtte tage en større taske med end den sorte firkant på skiltet. Desværre tog jeg ingen billede af det. Men dette skilt fortæller, at ingen kæledyr må gå på muren.
I midten og længst til højre: Hoover Dam – og et kik ned i bunden.
De to nederste: På selve dæmningen er der to tårne med henholdsvis Arizona tid og Nevada tid. De har ikke altid den samme tid! Arizona har nemlig ingen sommertid, men det har Nevada!
IMG_2145IMG_2157IMG_1194IMG_1205IMG_1195IMG_1197IMG_1196IMG_1201
Så er vi kommet til Las Vegas. Vi havde booket to overnatninger på Luxor, der er bygget som en pyramide. Derfor går elevatorerne skævt op og ned, hvilket er en underlig fornemmelse. Vi boede på 9. etage. Las Vegas er et stort CASINO, for det første man kommer ind i på alle hoteller, er deres casino. Og det kan godt være svært at finde ud igen, for der er ingen skilte med “exit”. Og der er heller ingen ure, for man skal ikke lægge mærke til, hvor længe man opholder sig der. Det drejer sig om at SPILLE!
IMG_1230IMG_1228IMG_1233IMG_1238IMG_1237IMG_2196
Billederne herover er fra Luxor. De er taget fra vores etage. Alle værelser ligger med vinduer ud mod vejen. Man kan derfor gå en hel omgang på hotel gangen og se ned i pyramiden, hvor der er bygget forskellige bygninger, så det er virkeligt stort. Værelsernes vinduer er derfor skrå. Når man ser på pyramiden udefra, er det faktisk værelsesvinduer alt sammen.
Billederne herunder er fra Las Vegas.
Det første billede: Som det kan ses, er madportionerne også megastore.
Billedet i midten: Det er ren fup, det er nemlig kunstig græs, men planterne er rigtige nok.
Billedet til højre: Læg mærke til især de skæve skyskrabere.
De to første billeder i nederste række er henholdsvis Frihedsgudinden og Eifeltårnet. Men det ser noget rodet ud. Hver for sig er det godt nok, men de er åbenbart ligeglade med, hvad der ligger ved siden af.
Det sidste billede er så Hotel Bellagio, og det er i vandet foran det foregår med springvandet.
IMG_1245.IMG_1246IMG_1255IMG_1247IMG_1258IMG_1260
I Las Vegas er det et MUST at se springvandet foran hotel Bellagio. Der er et link til min optagelse af SHOWET. Den første del af musikken er den amerikanske nationalmelodi og den anden er “Time to say goodbye” sunget af Sarah Brightman og Andrea Bocelli. Det varer ca. 6 ½ min. Klik her og nyd det -(lyden på optagelsen er desværre fjernet af YouTube, så derfor har jeg valgt at fjerne den helt) Der er selvfølgelig lidt støj p.g.a. vandet, og jeg er heller ikke professionel fotograf! – Linket åbner i YouTube i nyt vindue, og her på You Tube kan det ses, at mange andre har filmet det samme, men det er ikke samme musik.
IMG_1288
Billedet herover er et af verdens største hoteller, Hotel Palazzo med i alt 7.117 værelser. Det vil sige, hvis man vil overnatte en nat i hvert værelse, vil det tage ca. 20 år.
Fra Las Vegas skulle vi en tur gennem ørkenen og derfra videre til de to nationalparker Sequoia og Kings Canyon. Men ruten blev ændret på grund af et voldsomt regnskyld. Vi fulgte vores rute, men måtte to gange finde en anden vej, fordi vejen var lukket, den var simpelthen skyllet væk. Ja, det var så voldsomt, at vi så sneplove to gange, som vi må formode var på arbejde. I disse øde egne så vi også flere cyklister, både med og uden oppakning.
IMG_2275IMG_3365IMG_2215
Vores GPS ledte os hele tiden hen til vejen, som var lukket. Til sidst måtte vi købe et lokalt kort at køre efter. På grund af de to omkørsler nåede vi ikke så langt, som vi havde planlagt. Undervejs var vi inde og få lidt at spise på Denny’s i Pahrump. Der er en del restaurant kæder i USA, og en af dem er Denny’s, med altid venligt personale.
Vi fandt logi  i ørkenområdet Death Valley ved den nordlige ende af Badwater Road. Fik pakket ud og kørte en tur ned i ørkenen. Temperaturen var mellem 42 og 44 grader.
Stedet ligger ca. 85,5 meter under havets overflade, som det ses på det første billede herunder.
Midterste billede er af ørkenoverfladen. Hvis man tager en lille klump i hånden kan den smuldres til fint sand.
Billedet til højre taler vist for sig selv. Det ser ud som om, der kommer regn, men det var ikke tilfældet.
IMG_1328IMG_2244IMG_3347
En af plancherne ved Bad Water fortæller: “Vand er sjælden og kostbar i Death Valley. Da en landmåler skulle opmåle området, kunne han ikke få sit mulddyr til at drikke af vandet. Han skrev derfor på sit kort at vandet var dårligt ”bad water” og navnet hængte ved stedet.
Badwater Pool er ikke forgiftet, kun saltet. Her lever bittesmå bløddyr og larver. Det er også hjemsted for et af Death Valleys sjældne dyr – en snegl ”Badwater Snail”. Disse dyr lever kun få steder i Death Valley, så man må kun gå på vejen eller stien.
Her har set bedre ud engang i 1930erne – men nysgerrige besøgende har trampet på saltskorpen og smidt vragdele i det sparsomme vand.
Det blæste voldsomt den aften, som det kan ses ved at klikke på linket “Ørken blæst” (vent et øjeblik før filmen viser sig) og det prikkede skarpt i huden af det salte sand i vinden.
Ørken blæst
Fra logiet i Death Valley fulgte vi vej 190 de næste 100 mil. Derefter mod syd ad vej 395 og så til højre ad vej 178. Rundt om Isabella Lake, så til højre ad Wofford Heights Blvd (vej 155).
I Wofford Heights til venstre ad Evans Rd, som var lidt svært at finde, men stadig vej 155. Det var et meget bjergfuldt område og vejen snoede og svingede hele tiden. Vi kørte på bjergvejen, så vi havde slugten på venstre side. Flere gange var der en uanselig sidevej til højre, og hver gang ville GPS konen, have os til at dreje mod venstre! Altså ud over bjergkanten! Det fik hun dog ikke held med! Det var en meget køn strækning.
Vi fulgte vej 155 til vi nåede til vej 65, hvor vi drejede mod Porterville og videre mod Exeter, hvor vi fandt et logi.
Næste dag gik turen op til Sequoia Nationalpark og træet, General Sherman Tree, som er verdens største træ. Men inden vi nåede til Giant Forest, som stedet hedder, hvor General Sherman står, gjorde vi holdt ved Moro Rock. Vi var dog ikke oppe på klippen, men tog blot et billede. Moro Rock ligger i 2.050 meters højde.
IMG_1361IMG_1384 1024-768IMG_2346 768-1024
IMG_1382 1024-768IMG_1388 1024-768
Klik på billederne for at se i stor størrelse. Læg mærke til hvor små menneskene er!
Det er helt utroligt, og det er svært at vise på billeder, hvor enorme træerne er.
På plancher og i brochurer står der om General Sherman Tree:
Træet står i 2000 meters højde og er anslået til at være 2.200 år gammel. Den største gren er ca. 2 meter i diameter. Sherman måler 31-33 meter i omkreds ved roden og er 83,8 meter høj, har en barktykkelse på 0,7 meter og vejer 1.385 tons. Det er det største træ i verden i volumen af træmasse. Et par andre træers stammer er større i omkreds. Nogle er højere. Men intet andet træ har mere træmasse end Sherman Tree. Trætoppen er død, så træet bliver ikke højere, men trævolumen vokser stadig. Hvert år vokser det i volume så der kunne blive til et normalt træ.”
Om Sequoia Nationalpark står der:
“I volume af total træmasse er Sequoia kæmpetræerne de største levende træer i verden. De har nærmest koniske stammer, som forbliver tykke langt ud i grenene. I hele verden vokser Sequoia træerne kun naturligt på den vestlige side af Sierra Nevada, sædvanligvis mellem 1,5 til 2 kilometers højde. De fleste træer på bjergkæden Sierra Nevada dør af sygdomme eller svampe, men ingenting rammer de store træer. De ser ud til at være udødelige. Det er delvis rigtigt. Kemikalier i træ og bark yder modstand mod insekter og svampe, og tyk bark isolerer dem mod ildebrand. Den hovedsagelige død er, at de vælter. De har et overfladisk rodsystem og ingen pælerod. Jordfugtighed, rodskade og hård vind kan føre til, at de vælter.”IMG_2356Et sted ligger der et træ ned, og på planchen står:
Sequoia træet fortæller historien om brand og overlevelse. Årringene viser at træet har levet i 2.210 år. Ar i nogle ringe viser at gennem dens levetid, har mindst 80 forskellige brande været varme nok til at efterlade ar. Voksne træer overlever selv de varmeste brande. Tyk fiberholdig bark isolerer træet fra at blive brændt. Barken indeholder meget lidt plantesaft, så det er ikke meget brandbart. Som man kan se, selv om brand ødelægger barken nogen gange, slår det ikke altid træet ihjel. Voksne sequoias træer lever godt på trods af store brand ar.
En anden planche fortæller:
“Hvorfor så stor og så gammel?
Sequoia træerne er større og ældre end de fleste andre træer på Jorden. Hvorfor? Hvordan kan sequoia træer vokse så store og leve så længe? Sequoia træer har en sjælden kombination af karaktertræk – hurtig voksende og langt liv. Læg dette sammen med tilstrækkeligt vand, og man får enorme træer. Adskillige tilpasninger hjælper dem til at overleve mange udfordringer, som slår andre træer ihjel.
Hvordan kender man deres alder?  
Fastlæggelse af alder på store levende sequoia er svært. Anvendte teknikker brugt på mindre træer ville lave store huller i stammen, hvis man skulle ind i midten på et stort sequoia. I stedet for måler forskerne blot de ydre ringe. Så anvender de matematiske formler baseret på gamle stubbe, hvor ringene faktisk kunne blive talt.
Ved at bruge denne metode, beregnede forskerne at det største sequoias i dette område er mellem 1800 og 3000 år gammel. Tidligere, mindre akkurate beregninger fortalte deres alder til 6000 år gamle. Verdens ældste kendte træ, det lille bristlecone pine, er over 4.700 år.
(Bristlecone pine gror spredt i det vestlige USA.)
Vi fulgte Generals Hwy – vej 198 – nord- og vestpå for at komme til en anden general … General Grant Tree i Kings Canyon National Park. Vejen er meget snoet, men også meget køn. Midtvejs tankede vi benzin, det er jo aldrig til at vide, hvor langt der er til den næste benzintank.
Herunder er der to billeder af de første træer man møder ved parkeringspladsen. Læg mærke til hvor små bilerne er i forhold til træerne!
IMG_2367 768-1024IMG_3436 768-1024
IMG_2378 768-1024
IMG_2377 768-1024
To billeder herover er sammensat af General Grant Tree. Det er svært at tage træet på et foto. Og de overlapper jo nok hinanden, men alligevel, det er mega store træer. Et sted lå der også et stykke af en væltet træstamme. Vi gik igennem den.
IMG_1393 1024-768IMG_2371 1024-768
På turen til de to nationalparker var vi heldige med retningen vi kørte. Vejen op til Giant Forest er meget snoet og det går selvfølgelig også opad, Så det havde været svært at køre ned her med alle de sving. Vejen ned fra Kings Canyon er ikke så snoet men mere stejl. (Det føltes i hvert fald sådan.)  Så vi havde valgt den rigtige tur rundt, uden at vide det!
Fra de store træer, som vi havde glædet os til at se, gik turen mod Stillehavet. Det er en meget flad strækning. Vi kørte forbi mange plantager med citrusfrugter. Men også marker med jordbær og salat.
IMG_1430 1024-768IMG_1431 1024-768
Jordbærrene ser meget støvede ud, og som det kan ses, er der gang i plukningen.
IMG_2424 1024-768IMG_2481 1024-768IMG_1459 1024-768
Vores møde med Stillehavet. Det var også en stor oplevelse at stå der med fødderne i vand. Som det ses på billederne herover, så vi både en lille haj og et par sæler. Vores hotel ved Stillehavet, Best Western Plus Seacliff Inn i Aptos havde et meget flot og velholdt haveanlæg, som fortjener at blive nævnt. Der var også en pool og et lille vandløb med fisk i. Over vandløbet var der en bro. Det var smukt.
IMG_1486 1024-768IMG_1485 1024-768
Vi kørte en tur til den lille by Capitola lidt længere inde i bugten syd for San Francisco. Der var mange hyggelige små huse. Bl.a. to små hoteller tæt ved havet.
Billeder herunder : Det første viser Capitola Venetian Motel der ligger ved udløbet af Soquel Creek, og hele rækken af farvede huse er åbenbart motellet. På det andet billede står vi og kikker på motellet. På sidste billede er det Harbor Lights Motel, som også ser noget specielt ud, det er meget smalt.
IMG_2529 1024-768 IMG_2531 1024-768IMG_2535 1024-768
Jernbanen går gennem byen og på en strækning ligger skinnerne højt oppe på et stillads. Det ser lidt ustabilt ud! Men ser alligevel ud til at holde.
IMG_1484 1024-768IMG_3467 1024-768
Billedet herover til højre er fra hovedvej 1 langs Stillehavet. En meget flot tur op mod San Francisco. Herunder et par billeder, hvor vi nærmer os San Francisco.
IMG_2562 1024-768IMG_2617 1024-768IMG_1528 1024-768
Vi kørte først over Golden Gate, som er bygget i 1937, samtidig med den Gamle Lillebæltsbro. Det sidste billede herover er San Francisco set fra nordsiden.
Herunder er nogle billeder fra San Francisco.
IMG_1568 1024-768IMG_2719 1024-768
IMG_2703 1024-768IMG_2712 1024-768
Billedet til venstre herover er af den meget berømte gade, vist nok den mest stejle og samtidig snoede gade i verden, Lombard Street, hvor der konstant kører biler nedad. Klik på linket til en lille film Lombart Street set nedefra. Næste link er set oppefra Lombart Street
Billedet til højre er set ud over byen mod øst ved Lombard Street / Hyde Street. Det er kun på den korte strækning (knap 200 meter) mellem Hyde St. og Leavenworth St. at gaden, Lombard Street snoer sig, resten af vejen er den lige som alle andre gader, og mod øst er der altså vejtræer, som det kan ses på billedet.
Herunder er der billeder af to forskellige sporvogne. Og billedet længst til højre er så en af de berømte kabeltrukne sporvogne.
IMG_2677 1024-768IMG_2675 1024-768IMG_1593 1024-768
De gamle kabeltrukne sporvogne bliver ved endestationen vendt ved hånd- og muskelkraft af tre mænd. Det sker ved, at vognen kører ud på en drejeplade. Her et link til, hvordan det sker. Kabelvognen vendes. Når vognen er vendt, bliver den ene mand tilbage klar til at hjælpe med at vende den næste vogn. De to andre kører med vognen, hvor den ene passer bremsen og den anden “styrer”. Fordi gaderne enten går op eller ned, skal bremsen hele tiden enten løsnes eller strammes.
IMG_1596 1024-768IMG_1556 1024-768
Det første billede herover, er et kik ned i “motorrummet”. Det næste er et kik bagud fra en kabelvogn. Der er tre skinner i vejen, hvor det i midten er selve “trækket”. (Jeg har ikke så meget forstand på teknik!) På grund af alt det jern mod jern, rasler og skramler det meget, når vognen kører, og også når de bremser. Som det også kan ses, går byens gader enten op eller ned, nogen steder meget stejlt, så det er hårdt bare at GÅ opad. Og når det så også er varmt i forvejen så … puha….Nå men det er sådan set kun vejkrydsene der er vandrette! Nogen steder holder bilerne parkeret LANGS med kantstenen, men så har de forhjulene drejet hårdt ind imod kantstenen. På billederne herunder holder de derimod med fronten ind imod kantstenen.
IMG_1575 1024-768IMG_2697 1024-768IMG_2717 1024-768IMG_2713 768-1024IMG_2680 1024-768
Billederne herover taler vist for sig selv! (Er der mon nogen der bruger sådan en T-shirt? Ja, måske som natkjole!)
IMG_1564 1024-768IMG_2678 1024-768
På et tidspunkt skulle vi bare ind og ha’ en enkelt sandwich. Vi valgte Applebee’s, som er en af de mange mad-kæder i USA, med altid flinke medarbejdere. Igen fik vi en stor portion.
Et sidste par billeder.
IMG_1497 1024-768IMG_1600 1024-768IMG_2740 1024-768
Herover er det første en ide til at holde vandflasken kold i bilen. Det midterste billede er af en cyklist, om hvem man kan sige har et godt overblik! Det sidste er taget fra toget i lufthavnen mod et virvar af motorveje som krydser over og under hinanden på kryds og tværs. Når man kører på vejene i USA, ser man af og til store mobilhomes med bilen hægtet på. Sådan kan det se ud. Klik her: Påhængt bil efter mobilhome. Det vil sige at kilometertælleren i personbilen bagpå tæller, uden at bilens motor er tændt.

Hotellerne, som vi benyttede på vores tur kan ses ved at klikke her

Kortlinks til vores tur på Route 66 i USA

Alle kort åbnes i nyt vindue. For at få rutebeskrivelsen / kørselsvejledningen klik på “Rutevejledning” i venstre side når et kort er åbnet. Jeg ved desværre ikke hvordan denne kan printes ud. Ruten er lagt – så vidt muligt – ad den gamle “Historic U.S. 66”. Nogle steder, hvor 66 løber parallelt med motorvejen, er den dog lagt på motorvejen. På turen mellem Albuquerque og Las Vegas, er der selvfølgelig lagt en tur fra Flagstaff til Grand Canyon.
Turen fra Albuquerque til Las Vegas er kun Route 66 indtil Kingman, som ligger syd for Las Vegas. Fra Kingman går Route 66 videre til Los Angeles, men her har vi valgt at køre til San Francisco i stedet for, på grund af de enorme store træer der findes omkring San Francisco. Også fordi vi synes San Francisco er mere spændende end Los Angeles.
 Fra Chicago til Bloomington
Fra Bloomington til St. Louis
Fra St. Louis til Joplin
Fra Joblin til Tulsa
Fra Tulsa til Oklahoma City
Fra Oklahoma City til Amarillo
Fra Amarillo til Albuquerque
Fra Albuquerque til Las Vegas
Fra Las Vegas til Sherman Tree i Sequoia / National Forest
Alternativ rute:
Fra Las Vegas til Sherman Tree i Sequoia / National Forest
Fra Sherman Tree til Grant Grove i Kings Canyon / National Park
Fra Grant Grove til Watsonville ved Stillehavet
Fra Watsonville til San Francisco gennem skov og langs kysten
et andet forslag er:
Fra Watsonville til San Francisco langs kysten